17. september 2026

Du kan stadig nå at søge: Pulje støtter aktiviteter på Nordfyn i 2027

Har du en idé til et arrangement, en aktivitet eller et kulturprojekt på Nordfyn? Så er der stadig mulighed for at søge tilskud gennem Kultur- og Aktivitetspuljen for 2027.

Du kan stadig nå at søge: Pulje støtter aktiviteter på Nordfyn i 2027
Af: Isabella Fuglsang | Foto: Canva

Del :

FacebookTwitterLinkedIn

Der er fortsat mulighed for at få kommunalt tilskud til nye aktiviteter og arrangementer på Nordfyn næste år.

Kultur- og Aktivitetspuljen støtter projekter, der kan være med til at skabe et alsidigt og spændende kultur- og fritidsliv i Nordfyns Kommune.

Det kan blandt andet være kulturelle arrangementer, aktiviteter for børn og unge, projekter med fokus på Nordfyns kulturarv eller nye initiativer, der samler borgere om fælles oplevelser.

Fokus på fællesskab, nye idéer og natur

Når ansøgningerne vurderes, lægges der blandt andet vægt på, om projektet kommer mange borgere til gavn, skaber nye oplevelser på Nordfyn eller involverer børn og unge.

Der kan også søges støtte til projekter, der formidler den lokale kulturarv eller understøtter kommunens Fri.Luft.Liv-profil gennem aktiviteter i og med naturen.

Puljen kan søges af enkeltpersoner, grupper, klubber og foreninger i Nordfyns Kommune. Aktiviteten skal være lokalt forankret, foregå i kommunen og være tilgængelig for alle.

Frist 1. oktober

Ansøgninger til aktiviteter og arrangementer i 2027 skal være sendt senest 1. oktober 2026.

Erhvervs-, Kultur- og Fritidsudvalget træffer beslutning om uddelingen den 3. december 2026.

Er du i tvivl om, hvorvidt din idé passer til puljen, kan Kultur & Fritid kontaktes på telefon 64 82 80 90 for sparring om mulighederne og ansøgningen.

Læs mere om Kultur- og Aktivitetspuljen og søg her.

Nøgleord
Kommune
Event Information